King James Version

Dimitris Stamatios | december 16, 2022

Post Views: 14

Resumé

King James Version (KJV), også King James Bible (KJB) og Authorized Version, er en engelsk oversættelse af den kristne bibel til den engelske kirke, som blev bestilt i 1604 og udgivet i 1611 med støtte fra kong James VI og I. King James Version omfatter 39 bøger i Det Gamle Testamente, en intertestamental del med 14 bøger, som protestanterne betragter som apokryferne, og 27 bøger i Det Nye Testamente. King James-versionen, der er kendt for sin “majestætiske stil”, er blevet beskrevet som en af de vigtigste bøger i den engelske kultur og som en drivkraft i udformningen af den engelsktalende verden.

KJV blev først trykt af John Norton og Robert Barker, der begge var kongens trykker, og var den tredje oversættelse til engelsk sprog, der blev godkendt af de engelske kirkelige myndigheder: Den første var den store bibel, som blev bestilt under kong Henrik VIII (1535), og den anden var biskoppernes bibel, som blev bestilt under dronning Elizabeth I (1568). I Genève i Schweiz havde den første generation af protestantiske reformatorer udarbejdet Genève-bibelen fra 1560 ud fra de originale hebraiske og græske skrifter, som fik indflydelse på udarbejdelsen af den autoriserede King James-version.

I januar 1604 indkaldte kong James til Hampton Court-konferencen, hvor en ny engelsk version blev udarbejdet som svar på de problemer, som puritanerne mente, at de tidligere oversættelser havde haft med de tidligere oversættelser,

James gav oversætterne instrukser, der skulle sikre, at den nye version ville være i overensstemmelse med ekklesiologien og afspejle den engelske kirkes biskoppelige struktur og dens tro på et ordineret præsteskab. Oversættelsen blev foretaget af 6 grupper af oversættere (47 mænd i alt, hvoraf de fleste var førende bibelforskere i England), som fik arbejdet fordelt mellem sig: Det Gamle Testamente blev overdraget til tre grupper, Det Nye Testamente til to og Apokryferne til en gruppe. I lighed med de fleste andre oversættelser fra perioden blev Det Nye Testamente oversat fra græsk, Det Gamle Testamente fra hebraisk og aramæisk og apokryferne fra græsk og latin. I 1662 Book of Common Prayer erstattede teksten fra den autoriserede version teksten fra den store bibel for epistel- og evangelielæsninger (men ikke for salmebogen, som i det væsentlige beholdt Coverdales version af den store bibel), og som sådan blev den autoriseret ved en lov fra parlamentet.

I første halvdel af det 18. århundrede var den autoriserede version blevet den engelske oversættelse, der blev brugt i anglikanske og andre engelske protestantiske kirker, bortset fra salmerne og nogle korte passager i den engelske kirkes Book of Common Prayer, som ikke blev anfægtet. I løbet af det 18. århundrede fortrængte den autoriserede version den latinske Vulgata som standardversion af skriften for engelsktalende lærde. Med udviklingen af stereotyptryk i begyndelsen af det 19. århundrede blev denne udgave af Bibelen den mest trykte bog i historien, idet næsten alle disse tryk præsenterede standardteksten fra 1769, som Benjamin Blayney i Oxford havde omredigeret i stor stil, og næsten altid udelod bøgerne i apokryferne. I dag angiver den ukvalificerede titel “King James Version” normalt denne standardtekst fra Oxford.

Titlen på den første udgave af oversættelsen, på tidligt moderne engelsk, var “THE HOLY BIBLE, Conteyning the Old Teſtament, AND THE NEW: Newly Tranſlated out of the Originall tongues: & with the previous Tranſlations diligently compared and reuiſed, by his Maiesties ſpeciall Cõmandement”. Titelbladet bærer ordene “Appointed to be read in Churches”, og F. F. Bruce foreslår, at den “probably was authorised by order in council”, men ingen optegnelser om denne autorisation er bevaret “because the Privy Council registers from 1600 to 1613 were destroyed by fire in January 1618

I mange år var det almindeligt, at man ikke gav oversættelsen noget specifikt navn. I sin Leviathan fra 1651 omtalte Thomas Hobbes den som “den engelske oversættelse, der blev lavet i begyndelsen af kong James” regeringstid”. I en “Brief Account of the various Translations of the Bible into English” fra 1761 omtales 1611-versionen blot som “a new, compleat, and more accurate Translation”, selv om den store bibel blev omtalt ved sit navn, og selv om navnet “Rhemish Testament” blev brugt om Douay-Rheims-bibelversionen. På samme måde skriver en “History of England”, hvis femte udgave blev udgivet i 1775, blot, at “en ny oversættelse af Bibelen, nemlig den, der nu er i brug, blev påbegyndt i 1607 og udgivet i 1611”.

King James” Bibel bruges som betegnelse for oversættelsen fra 1611 (på linje med Genevian Bible eller Rhemish Testament) i Charles Butler”s Horae Biblicae (første gang udgivet i 1797). Andre værker fra begyndelsen af det 19. århundrede bekræfter den udbredte brug af dette navn på begge sider af Atlanten: det findes både i en “Historical sketch of the English translations of the Bible”, der blev udgivet i Massachusetts i 1815, og i en engelsk publikation fra 1818, hvori det udtrykkeligt hedder, at 1611-versionen er “generelt kendt under navnet King James”s Bible”. Dette navn blev også fundet som King James” Bible (uden det afsluttende “s”): f.eks. i en boganmeldelse fra 1811. Udtrykket “King James”s Bible” er brugt så langt tilbage som i 1715, selv om det i dette tilfælde ikke er klart, om der er tale om et navn eller blot en beskrivelse.

Allerede i 1814 anvendes Authorized Version med stor bogstavbetegnelse og som et navn. Et stykke tid før dette findes beskrivende vendinger som “vores nuværende og eneste offentligt autoriserede version” (1783), 1792) og “den autoriserede version” (1801, uden versaler). En mere almindelig betegnelse i det 17. og 18. århundrede var “vores engelske oversættelse” eller “vores engelske version”, som det kan ses ved at søge i et eller andet af de store online arkiver over trykte bøger. I Storbritannien er oversættelsen fra 1611 i dag generelt kendt som “Authorized Version”. Udtrykket er lidt af en misvisende betegnelse, fordi selve teksten aldrig blev formelt “autoriseret”, og de engelske sognekirker blev heller aldrig beordret til at anskaffe sig kopier af den.

King James” Version, der tydeligvis er en beskrivende sætning, blev brugt så tidligt som i 1814. “The King James Version” findes, entydigt brugt som navn, i et brev fra 1855. Året efter optræder King James Bible, uden possessiv, som et navn i en skotsk kilde. I USA er “1611-oversættelsen” (i virkeligheden udgaver, der følger standardteksten fra 1769, se nedenfor) i dag generelt kendt som King James Version.

Læs også, historie – Polske Arvefølgekrig

Tidligere engelske oversættelser

John Wycliffes tilhængere foretog de første komplette engelske oversættelser af de kristne skrifter i det 14. århundrede. Disse oversættelser blev forbudt i 1409 på grund af deres tilknytning til Lollardisterne. Wycliffe-bibelen er fra før bogtrykkeriet, men den blev udbredt i meget stor stil i manuskriptform, ofte med en dato, der var tidligere end 1409, for at undgå det juridiske forbud. Da teksten i de forskellige versioner af Wycliffe-bibelen var oversat fra den latinske Vulgata, og da den heller ikke indeholdt nogen heterodokse læsninger, havde de kirkelige myndigheder ingen praktisk måde at skelne den forbudte version på; derfor tog mange katolske kommentatorer i det 15. og 16. århundrede (såsom Thomas More) disse manuskripter af engelske bibler og hævdede, at de repræsenterede en anonym tidligere ortodoks oversættelse.

I 1525 påbegyndte William Tyndale, en engelsk jævnaldrende med Martin Luther, en oversættelse af Det Nye Testamente. Tyndales oversættelse var den første trykte bibel på engelsk. I løbet af de næste ti år reviderede Tyndale sit Nye Testamente i lyset af den hurtigt fremadskridende bibelforskning og gik i gang med en oversættelse af Det Gamle Testamente. På trods af nogle kontroversielle oversættelsesvalg og på trods af Tyndales henrettelse på grund af anklager om kætteri for at have lavet den oversatte bibel, gjorde Tyndales fortjenester ved sit arbejde og sin prosastil hans oversættelse til det endelige grundlag for alle efterfølgende oversættelser til tidlig moderne engelsk. Med disse oversættelser, der blev let redigeret og tilpasset af Myles Coverdale, blev Tyndales Nye Testamente og hans ufuldstændige arbejde med Det Gamle Testamente i 1539 grundlaget for Den Store Bibel. Dette var den første “autoriserede udgave”, der blev udgivet af den engelske kirke under kong Henrik VIII. Da Mary I overtog tronen i 1553, bragte hun den engelske kirke tilbage til den katolske tros fællesskab, og mange engelske religiøse reformatorer flygtede ud af landet, hvoraf nogle etablerede en engelsktalende koloni i Genève. Under John Calvins ledelse blev Genève det vigtigste internationale centrum for den reformerte protestantisme og den latinske bibelvidenskab.

Disse engelske udlændinge påbegyndte en oversættelse, som blev kendt som Genève-bibelen. Denne oversættelse fra 1560 var en revision af Tyndales Bibel og den Store Bibel på grundlag af de oprindelige sprog. Kort efter at Elizabeth I overtog tronen i 1558, blev manglerne ved både den store bibel og Genève-bibelen (nemlig at Genève-bibelen ikke “var i overensstemmelse med ekklesiologien og afspejlede den engelske kirkes biskoppelige struktur og dens tro på et ordineret præsteskab”) smerteligt tydelige. I 1568 reagerede Church of England med Bishops” Bible, en revision af den store bibel i lyset af Genève-versionen. Selv om denne nye version blev officielt godkendt, lykkedes det ikke at fortrænge Genève-oversættelsen som tidens mest populære engelske bibel – til dels fordi den fulde bibel kun blev trykt i lectern-udgaver af forrygende størrelse og til en pris på flere pund. Derfor læste de elizabethanske lægfolk i overvejende grad Bibelen i Genève-versionen – små udgaver var tilgængelige til en relativt lav pris. Samtidig var der en betydelig hemmelig import af det konkurrerende Douay-Rheims Nye Testamente fra 1582, som blev foretaget af katolikker i eksil. Denne oversættelse, som stadig stammede fra Tyndale, hævdede at være en oversættelse af den latinske Vulgata.

I maj 1601 deltog kong James VI af Skotland i den skotske kirkes generalforsamling i St Columba”s Church i Burntisland, Fife, hvor der blev fremsat forslag til en ny oversættelse af Bibelen til engelsk. To år senere besteg han Englands trone som James I.

Læs også, biografier-da – Marcel Duchamp

Overvejelser i forbindelse med en ny version

Den nykronede kong James indkaldte til Hampton Court-konferencen i 1604. På dette møde blev der foreslået en ny engelsk version som svar på de problemer, som den puritanske fraktion i Church of England havde fundet i tidligere oversættelser. Her er tre eksempler på problemer, som puritanerne opfattede med Bishops and Great Bibles:

Først Galaterbrevet iv. 25 (fra Bishops” Bible). Det græske ord susoichei er ikke godt oversat som nu, bordereth udtrykker hverken ordets kraft, apostelens mening eller stedets situation. For det andet, salme cv. 28 (fra den store bibel): “De var ikke lydige”; originalen er: “De var ikke ulydige”. For det tredje, salme cvi. 30 (også fra den store bibel): “Så stod Pinees op og bad”, hebraisk har: “udførte dom”.

Oversætterne fik instrukser, der skulle begrænse den puritanske indflydelse på denne nye oversættelse. Biskoppen af London tilføjede en betingelse om, at oversætterne ikke skulle tilføje marginale noter (hvilket havde været et problem i Genève-bibelen). Kong James citerede to steder i Genève-oversættelsen, hvor han fandt, at randnoterne krænkede principperne om det guddommeligt bestemte kongelige overherredømme: 2. Mosebog 1:19, hvor Genève-bibelens noter havde rost det eksempel på civil ulydighed over for den egyptiske Farao, som de hebraiske jordemødre viste, og også 2. Krønikebog 15:16, hvor Genève-bibelen havde kritiseret kong Asa for ikke at have henrettet sin afgudsdyrkende “mor”, dronning Maachah (Maachah havde faktisk været Asas bedstemor, men James betragtede Genève-bibelens henvisning som en sanktionering af henrettelsen af hans egen mor, Mary, dronning af Skotland). Desuden gav kongen oversætterne instrukser, der skulle sikre, at den nye version ville være i overensstemmelse med den engelske kirkes ekklesiologi. Visse græske og hebraiske ord skulle oversættes på en måde, der afspejlede kirkens traditionelle brug. F.eks. skulle gamle kirkelige ord som ordet “kirke” bevares og ikke oversættes med “menighed”. Den nye oversættelse skulle afspejle den engelske kirkes biskoppelige struktur og traditionelle overbevisninger om ordinerede præster.

Jakobs instruktioner indeholdt flere krav, som gjorde den nye oversættelse velkendt for tilhørerne og læserne. Teksten i Bishops” Bible skulle tjene som primær vejledning for oversætterne, og de velkendte egennavne på de bibelske personer skulle alle bevares. Hvis Bishops” Bible blev anset for problematisk i en eller anden situation, fik oversætterne lov til at konsultere andre oversættelser fra en på forhånd godkendt liste: Tyndale-bibelen, Coverdale-bibelen, Matthæus-bibelen, Great Bible og Genève-bibelen. Desuden har senere forskere påvist en indflydelse på den autoriserede version fra oversættelserne af Taverners Bibel og det Nye Testamente i Douay-Rheims-bibelen. Det er derfor, at der på forsiden af de fleste udgaver af den autoriserede version står, at teksten er blevet “oversat fra de oprindelige sprog og med de tidligere oversættelser omhyggeligt sammenlignet og revideret efter Hans Majestæts særlige befaling”. Efterhånden som arbejdet skred frem, blev der vedtaget mere detaljerede regler for, hvordan afvigende og usikre læsninger i de hebraiske og græske kildetekster skulle angives, herunder kravet om, at ord, der blev tilføjet på engelsk for at “supplere betydningen” af originalteksterne, skulle trykkes med en anden skrifttype.

Oversættelsesopgaven blev udført af 47 forskere, selv om 54 oprindeligt var godkendt. Alle var medlemmer af Church of England, og alle undtagen Sir Henry Savile var præster. De lærde arbejdede i seks komitéer, to med base i hvert af universiteterne i Oxford, Cambridge og Westminster. Komiteerne omfattede lærde med puritanske sympatier samt højkirkelige mænd. Fyrre uindbundne eksemplarer af 1602-udgaven af Bishops” Bible blev trykt specielt, så de ændringer, som hvert udvalg var blevet enige om, kunne noteres i margenerne. Udvalgene arbejdede på visse dele hver for sig, og de udkast, som hvert udvalg udarbejdede, blev derefter sammenlignet og revideret for at sikre, at de harmonerede med hinanden. De lærde blev ikke betalt direkte for deres oversættelsesarbejde, i stedet blev der sendt et cirkulære til biskopperne, hvori de blev opfordret til at overveje at udnævne oversætterne til velbetalte stillinger, når disse blev ledige. Flere blev støttet af de forskellige kollegier i Oxford og Cambridge, mens andre blev forfremmet til bispedømmer, dekanater og præstegårde gennem kongelig protektionering.

Udvalgene begyndte deres arbejde i slutningen af 1604. Kong James VI og I sendte den 22. juli 1604 et brev til ærkebiskop Bancroft, hvori han bad ham kontakte alle engelske kirkefolk og opfordrede dem til at donere penge til hans projekt.

Ret trofaste og elskede, vi hilser jer hjerteligt velkommen. Da vi har udpeget nogle lærde mænd på 4-50 til at oversætte Bibelen, og da flere af dem enten slet ikke har nogen kirkelig præference eller kun en så lille præference, at det er meget uhensigtsmæssigt for mænd af deres stand, og vi ikke selv kan afhjælpe det i en passende tid, kræver vi hermed, at I skriver i vores navn til ærkebiskoppen af York og til de øvrige biskopper i provinsen Cant. og tilkendegive dem, at vi påbyder dem alle at (alle undskyldninger er udelukket), at når en præbende eller præstegård … ved en eller anden lejlighed bliver ugyldig … kan vi anbefale nogle af de lærde mænd, som vi finder det passende, til at blive foretrukket til den … Givet til vores signet på vores palads i West. den 2. og 20. juli i det 2. år af vores regeringstid for England, Frankrig, Irland og Skotland xxxvii.

De havde alle færdiggjort deres afsnit i 1608, og Apokryfe-udvalget kom først i mål. Fra januar 1609 mødtes en generel gennemgangskomité i Stationers” Hall i London for at gennemgå de færdige markerede tekster fra hver af de seks komitéer. Generalkomitéen omfattede John Bois, Andrew Downes og John Harmar samt andre, der kun er kendt ved deres initialer, herunder “AL” (som måske er Arthur Lake), og de blev betalt for deres deltagelse af Stationers” Company. John Bois udarbejdede et notat om deres drøftelser (på latin) – som delvist er bevaret i to senere udskrifter. Af oversætternes arbejdspapirer er der også bevaret et indbundet sæt af markerede rettelser til en af de fyrre bispebibler, der dækker Det Gamle Testamente og evangelierne, samt en manuskriptoversættelse af teksten til brevene, bortset fra de vers, hvor der ikke blev anbefalet nogen ændring i forhold til læsningerne i bispebiblen. Ærkebiskop Bancroft insisterede på at få det sidste ord og foretog yderligere fjorten ændringer, hvoraf den ene var udtrykket “bishopricke” i Apostlenes Gerninger 1,20.

Læs også, historie – Kara Koyunlu

Udskrivning

Den originale udgave af den autoriserede version blev udgivet af Robert Barker, kongens bogtrykker, i 1611 som en komplet folio-bibel. Den blev solgt med løsblad for ti shillings eller indbundet for tolv shillings. Robert Barkers far, Christopher, var i 1589 blevet tildelt titlen som kongelig bogtrykker af Elizabeth I med det evige kongelige privilegium til at trykke bibler i England. Robert Barker investerede meget store beløb i trykningen af den nye udgave og fik derfor en alvorlig gæld, så han blev tvunget til at underudleje privilegiet til to rivaliserende trykkerier i London, Bonham Norton og John Bill. Det ser ud til, at det oprindeligt var meningen, at hver trykker skulle trykke en del af teksten, dele de trykte ark med de andre og dele indtjeningen med dem. Bittere økonomiske stridigheder brød ud, da Barker beskyldte Norton og Bill for at skjule deres fortjeneste, mens Norton og Bill beskyldte Barker for at sælge ark, der rettelig tilkom dem som delvise bibler for rede penge. Der fulgte årtier med vedvarende retssager og deraf følgende fængselsstraffe for gæld for medlemmer af Barker- og Norton-dynastierne, mens de hver især udgav rivaliserende udgaver af hele Bibelen. I 1629 lykkedes det universiteterne i Oxford og Cambridge at få særskilte og forudgående kongelige licenser til bibeldrykning til deres egne universitetspresser – og Cambridge University benyttede lejligheden til at trykke reviderede udgaver af den autoriserede version i 1629, Redaktørerne af disse udgaver omfattede John Bois og John Ward fra de oprindelige oversættere. Dette hindrede dog ikke London-trykkeriernes kommercielle rivalisering, især fordi Barker-familien nægtede at give andre trykkere adgang til det autoritative manuskript af den autoriserede udgave.

Der findes to udgaver af hele Bibelen fra 1611, som kan skelnes ved deres gengivelse af Ruth 3:15; i den første udgave står der “han gik ind i byen”, mens der i den anden står “hun gik ind i byen”; disse er kendt som “han”- og “hun”-bibler.

Det oprindelige tryk blev lavet, før den engelske stavemåde blev standardiseret, og da trykkere som en selvfølge udvidede og indskrænkede stavemåden af de samme ord forskellige steder for at opnå en ensartet tekstspalte. De satte v for de indledende u og v og u for u og v alle andre steder. De brugte lange ſ for ikke-endelige s. Glyffen j forekommer kun efter i, som i det sidste bogstav i et romersk tal. Tegnsætning var relativt tung og adskilte sig fra den nuværende praksis. Når der skulle spares plads, brugte trykkerne undertiden ye for the (og erstattede den middelengelske thorn, Þ, med det kontinentale y), satte ã for an eller am (i stil med skribentens stenografi) og satte & for and. Tværtimod ser det ud til, at de ved nogle få lejligheder har indsat disse ord, når de mente, at en linje skulle fyldes op. Senere tryk har reguleret disse stavemåder; tegnsætningen er også blevet standardiseret, men varierer stadig fra de nuværende normer for brug.

I det første tryk blev der brugt en sort skrifttype i stedet for romersk skrifttype, hvilket i sig selv var et politisk og religiøst udtryk. Ligesom den store bibel og biskoppernes bibel var den autoriserede udgave “bestemt til at blive læst i kirkerne”. Det var et stort folio-volumen, der var beregnet til offentligt brug, ikke til privat hengivelse; skrifttypernes vægt afspejlede vægten af den autoritet, der lå bag den. Der fulgte dog hurtigt mindre udgaver og udgaver af romertalent, f.eks. kvarto udgaver af Bibelen af romertalent i 1612. Dette stod i kontrast til Genève-bibelen, som var den første engelske bibel, der blev trykt med romersk skrifttype (selv om der senere blev udgivet udgaver med sorte bogstaver, især i folioformat).

I modsætning til Genève-bibelen og Bishops” Bible, som begge var blevet udførligt illustreret, var der ingen illustrationer overhovedet i 1611-udgaven af den autoriserede udgave, idet den vigtigste form for udsmykning var de historiserede bogstaver til bog- og kapitelinitialer – sammen med de dekorative titelblade til selve Bibelen og til Det Nye Testamente.

I den store bibel blev læsninger, der var afledt af Vulgata, men som ikke fandtes i de offentliggjorte hebraiske og græske tekster, markeret ved at blive trykt med mindre romerske typer. I Genève-bibelen blev der i stedet anvendt en særskilt skrifttype for at skelne mellem tekster, der var tilføjet af oversættere, eller som man mente var nødvendige for den engelske grammatik, men som ikke fandtes i den græske eller hebraiske tekst; og i den originale trykning af den autoriserede version blev der anvendt romerske typer til dette formål, om end kun i sparsomt og inkonsekvent omfang. Dette resulterer i den måske væsentligste forskel mellem den originale trykte tekst af King James-bibelen og den nuværende tekst. Da man fra det senere 17. århundrede begyndte at trykke den autoriserede udgave med romersk skrift, blev skrifttypen for medfølgende ord ændret til kursiv, og denne anvendelse blev reguleret og stærkt udvidet. Dette havde til formål at nedtone ordene.

Det oprindelige tryk indeholdt to indledende tekster; den første var et formelt brev til “den højeste og mægtige prins” kong James. Mange britiske tryk gengiver denne, mens de fleste ikke-britiske tryk ikke gør det.

Det andet forord hed Oversætterne til læseren, et langt og lærd essay, der forsvarer den nye version. Det bemærker oversætternes erklærede mål, at de “aldrig fra begyndelsen har tænkt, at det skulle være nødvendigt at lave en ny oversættelse, ej heller at gøre en dårlig oversættelse til en god, … men at gøre en god bedre, eller af mange gode, én hovedgod, som ikke med rette kan undtages; det har været vores bestræbelse, det har været vores mål”. De giver også deres mening om tidligere engelske bibeloversættelser og udtaler: “Vi benægter ikke, nej, vi bekræfter og erklærer, at den allerringeste oversættelse af Bibelen på engelsk, som er fremlagt af mænd af vores profession (for vi har endnu ikke set nogen af deres af hele Bibelen), indeholder Guds ord, ja, er Guds ord.” Som med det første forord er dette gengivet i nogle britiske tryk, mens det ikke er tilfældet i de fleste ikke-britiske tryk. Næsten alle tryk, der indeholder det andet forord, indeholder også det første. Det første tryk indeholdt en række andre apparater, bl.a. en tabel for læsning af salmerne ved matines og evensong, samt en kalender, en almanak og en tabel over helligdage og observationer. Meget af dette materiale blev forældet med indførelsen af den gregorianske kalender i Storbritannien og dets kolonier i 1752, og derfor udelades det altid i moderne udgaver.

For at gøre det lettere at finde frem til en bestemt passage blev hvert kapitel overskrevet med en kort beskrivelse af indholdet med versnumre. Senere udgivere har frit erstattet deres egne kapiteloversigter eller helt udeladt disse. Pilcrow-tegn bruges til at angive begyndelsen af afsnit, undtagen efter Apostlenes Gerninger.

Læs også, biografier-da – Pierre-Auguste Renoir

Autoriseret version

Den autoriserede version skulle erstatte Bishops” Bible som den officielle version til læsning i Church of England. Der findes ingen dokumentation for dens godkendelse; den blev sandsynligvis indført ved en ordre fra Privy Council, men optegnelserne for årene 1600 til 1613 blev ødelagt ved en brand i januar 1618.

I 1662 Book of Common Prayer erstattede den autoriserede version endelig den store bibeltekst i epistel- og evangelielæsningen – selv om bønnebogssalteret ikke desto mindre fortsætter i den store bibelversion.

Det var anderledes i Skotland, hvor Geneve-bibelen længe havde været den almindelige kirkebibel. Det var først i 1633, at der blev trykt en skotsk udgave af den autoriserede version – i forbindelse med den skotske kroning af Charles I. Det var først i 1633, at der blev trykt en skotsk udgave af den autoriserede version – i forbindelse med den skotske kroning af Charles I. Inddragelsen af illustrationer i udgaven gav anledning til beskyldninger om pavedyrkelse fra modstandere af Charles” og William Lauds, ærkebiskoppen af Canterbury, religiøse politik. Den officielle politik favoriserede imidlertid den autoriserede version, og denne fordel vendte tilbage under Commonwealth – da det lykkedes London-trykkere at genvinde deres monopol på bibeltrykning med støtte fra Oliver Cromwell – og den “nye oversættelse” var den eneste udgave på markedet. F. F. Bruce rapporterer, at det sidste registrerede tilfælde, hvor et skotsk sogn fortsat brugte den “gamle oversættelse” (dvs. Genève), var i 1674.

Det tog længere tid, før den autoriserede version blev accepteret af den brede offentlighed. Genève-bibelen var fortsat populær, og der blev importeret store mængder fra Amsterdam, hvor trykkeriet fortsatte frem til 1644 i udgaver med et falsk London-optryk. Der synes dog kun få eller ingen ægte Genève-udgaver at være blevet trykt i London efter 1616, og i 1637 forbød ærkebiskop Laud trykning eller import af dem. I perioden under den engelske borgerkrig fik soldaterne i New Model Army udleveret en bog med Genève-udgaver kaldet “The Soldiers” Bible”. I første halvdel af det 17. århundrede omtales den autoriserede udgave oftest som “Bibelen uden noter”, hvorved den adskiller sig fra Genève-“Bibelen med noter”. Der blev trykt flere udgaver af den autoriserede version i Amsterdam – en så sent som i 1715, som kombinerede den autoriserede versions oversættelsestekst med Geneve-marginalnoterne; en sådan udgave blev trykt i London i 1649. Under Commonwealth blev en kommission nedsat af parlamentet for at anbefale en revision af den autoriserede udgave med acceptabelt protestantiske forklarende noter, men projektet blev opgivet, da det blev klart, at disse ville næsten fordoble hovedparten af bibelteksten. Efter den engelske restaurering blev Genève-bibelen anset for at være politisk suspekt og et minde om den forkastede puritanske æra. Desuden trak tvister om de lukrative rettigheder til at trykke den autoriserede udgave ud gennem det 17. århundrede, så ingen af de involverede trykkerier så nogen kommerciel fordel i at markedsføre en konkurrerende oversættelse. Den autoriserede version blev den eneste aktuelle version, der cirkulerede blandt engelsktalende mennesker.

Et lille mindretal af kritiske forskere var længe om at acceptere den seneste oversættelse. Hugh Broughton, som var den mest ansete engelske hebraist på sin tid, men som var blevet udelukket fra oversætterpanelet på grund af sit yderst usympatiske temperament, udsendte i 1611 en total fordømmelse af den nye version. Han kritiserede især oversætternes afvisning af ord-for-ord ækvivalens og erklærede, at “han hellere ville blive revet i stykker af vilde heste end at denne afskyelige oversættelse (KJV) nogensinde skulle blive påduttet det engelske folk”. Waltons London Polyglot fra 1657 ser helt bort fra den autoriserede version (og faktisk fra det engelske sprog). Waltons referencetekst er hele tiden Vulgata. Den latinske Vulgata findes også som standardtekst for skriften i Thomas Hobbes” Leviathan fra 1651, ja, Hobbes angiver faktisk Vulgata-kapitel- og versnumre (f.eks. Job 41:24, ikke Job 41:33) for sin hovedtekst. I kapitel 35: “The Signification in Scripture of Kingdom of God Kingdom” diskuterer Hobbes 2. Mosebog 19,5, først i sin egen oversættelse af “Vulgærlatin” og derefter som den findes i de versioner, som han betegner “… den engelske oversættelse, der blev lavet i begyndelsen af kong James” regeringstid” og “The Geneva French” (dvs. Olivétan). Hobbes fremfører detaljerede kritiske argumenter for, hvorfor Vulgata-versionen er at foretrække. I det meste af det 17. århundrede var man fortsat af den opfattelse, at selv om det havde været af afgørende betydning at stille skrifterne til rådighed for almindelige mennesker på folkemunde, var det for dem med tilstrækkelig uddannelse til at gøre det ikke desto mindre bedst at studere Bibelen på det internationale fælles medium, nemlig latin. Det var først i 1700, at der udkom moderne tosprogede bibler, hvor den autoriserede udgave blev sammenlignet med tilsvarende nederlandske og franske protestantiske bibler i folkemunde.

Som følge af de fortsatte stridigheder om trykkeriprivilegier var de efterfølgende udgaver af den autoriserede udgave betydeligt mindre omhyggelige end 1611-udgaven – bogtrykkerne varierede frit stavemåde, versaler og tegnsætning – og i årenes løb indførte de også omkring 1.500 trykfejl (hvoraf nogle, som f.eks. udeladelsen af “ikke” i buddet “Du må ikke begå ægteskabsbrud” i “Wicked Bible”, blev berygtede). De to Cambridge-udgaver fra 1629 og 1638 forsøgte at genoprette den korrekte tekst – samtidig med at de indførte over 200 revisioner af de oprindelige oversætteres arbejde, hovedsagelig ved at indarbejde en mere bogstavelig læsning i hovedteksten, der oprindeligt blev præsenteret som en marginalnote. En mere grundigt korrigeret udgave blev foreslået efter restaurationen i forbindelse med den reviderede Book of Common Prayer fra 1662, men parlamentet besluttede sig derefter imod den.

I første halvdel af det 18. århundrede var den autoriserede version i realiteten ubestridt som den eneste engelske oversættelse, der blev brugt i protestantiske kirker, og den var så dominerende, at den katolske kirke i England i 1750 udsendte en revision af Richard Challoners Douay-Rheims-bibel fra 1610, som var meget tættere på den autoriserede version end på originalen. Imidlertid havde de generelle standarder for stavning, tegnsætning, typografi, kapitalisering og grammatik ændret sig radikalt i de 100 år, der var gået siden den første udgave af den autoriserede version, og alle trykkere på markedet indførte løbende stykvise ændringer i deres bibeltekster for at bringe dem i overensstemmelse med den gældende praksis – og med offentlighedens forventninger til en standardiseret stavning og grammatisk opbygning.

I løbet af det 18. århundrede fortrængte den autoriserede version den hebraiske, græske og latinske Vulgata som standardversion af skriften for engelsktalende lærde og diviner, og den kom faktisk til at blive betragtet af nogle som en inspireret tekst i sig selv – så meget, at enhver udfordring af dens læsninger eller tekstgrundlag blev betragtet af mange som et angreb på den hellige skrift.

I det 18. århundrede var der alvorlig mangel på bibler i de amerikanske kolonier. For at imødekomme efterspørgslen trykte forskellige trykkere, begyndende med Samuel Kneeland i 1752, King James-bibelen uden tilladelse fra kronen. For at undgå retsforfølgelse og afsløring af et uautoriseret trykning ville de medtage de kongelige insignier på titelbladet og bruge de samme materialer i deres trykning som den autoriserede version blev produceret af, som blev importeret fra England.

Læs også, biografier-da – Federico García Lorca

Standardtekst fra 1769

I midten af det 18. århundrede havde den store variation i de forskellige moderniserede trykte tekster af den autoriserede version, kombineret med den notoriske ophobning af trykfejl, nået et omfang, der var en skandale, og universiteterne i Oxford og Cambridge forsøgte begge at fremstille en opdateret standardtekst. Den første af de to var Cambridge-udgaven fra 1760, kulminationen på 20 års arbejde af Francis Sawyer Parris, som døde i maj samme år. Denne udgave fra 1760 blev genoptrykt uden ændringer i 1762 og i John Baskervilles fine folioudgave fra 1763. Denne blev i realiteten afløst af Oxford-udgaven fra 1769, redigeret af Benjamin Blayney, dog med forholdsvis få ændringer i forhold til Parris” udgave, men som blev Oxford-standardteksten og gengives næsten uændret i de fleste nuværende oplag. Parris og Blayney forsøgte konsekvent at fjerne de elementer i 1611-udgaven og efterfølgende udgaver, som de mente skyldtes trykkeriernes luner, mens de indarbejdede de fleste af de reviderede læsninger i Cambridge-udgaverne fra 1629 og 1638, og hver især også indførte nogle få forbedrede læsninger af deres egne. De påtog sig den enorme opgave at standardisere den store variation i tegnsætning og stavning i originalen og foretog mange tusinde mindre ændringer i teksten. Desuden reviderede Blayney og Parris grundigt og udvidede i høj grad kursiveringen af “tilførte” ord, som ikke findes i originalsprogene, ved at krydstjekke dem i forhold til de formodede kildetekster. Blayney synes at have arbejdet ud fra Stephanus-udgaven af Textus Receptus fra 1550 i stedet for Theodore Beza”s senere udgaver, som oversætterne af Det Nye Testamente fra 1611 havde foretrukket; i overensstemmelse hermed ændrer den nuværende Oxford-standardtekst omkring et dusin kursiveringer, hvor Beza og Stephanus adskiller sig fra hinanden. Ligesom 1611-udgaven omfattede Oxford-udgaven fra 1769 Apokryferne, selv om Blayney havde en tendens til at fjerne krydshenvisninger til bøgerne i Apokryferne fra marginerne af deres Gamle og Nye Testamente, hvor disse var blevet givet af de oprindelige oversættere. Den indeholder også begge forord fra udgaven fra 1611. Alt i alt medførte standardiseringen af stavning og tegnsætning, at Blayneys tekst fra 1769 afviger fra teksten fra 1611 på omkring 24.000 steder.

Teksterne fra 1611 og 1769 til de første tre vers fra 1. Korintherbrev 13 er angivet nedenfor.

1. Om jeg end taler med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, er jeg blevet som en klingende Brasse eller en klingende Cymbal. 2. og om jeg end har profetiens gave og forstår alle mysterier og al kundskab, og om jeg end har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ingen barmhjertighed har, er jeg intet. 3 Og om jeg end giver alt mit Gods til at brødføde de fattige, og om jeg end giver mit Legeme til at blive brændt, og jeg ikke har Kærlighed, så gavner det mig intet.

1. Om jeg end taler med Menneskers og Engles Tunger og ikke har Kærlighed, er jeg blevet som klingende Kobber eller som en klingende Cymbal. 2. Og skønt jeg har profetiens gave og forstår alle hemmeligheder og al kundskab, og skønt jeg har al tro, så jeg kan flytte bjerge, og jeg ikke har næstekærlighed, så er jeg intet. 3 Og om jeg end giver alt mit Gods for at brødføde de fattige og giver mit Legeme til at brændes, og jeg ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.

Der er en række overfladiske redigeringer i disse tre vers: Der er 11 ændringer i stavemåden, 16 ændringer i sætteteksten (herunder ændrede konventioner for brugen af u og v), tre ændringer i tegnsætningen og en variant af teksten – hvor “ikke næstekærlighed” er erstattet af “ingen næstekærlighed” i vers to, i den fejlagtige tro, at den oprindelige læsning var en trykfejl.

Et særligt vers, hvor Blayneys tekst fra 1769 adskiller sig fra Parris” version fra 1760, er Matthæus 5:13, hvor Parris (1760) har

I ere Jordens Salt; men hvis Saltet har mistet sin Duft, hvormed skal det da saltes? det duer ikke til andet end at blive kastet ud og trampet under Menneskers Fødder.

Blayney (1769) ændrer “lost his saour” til “lost its saour”, og troden til trodden.

I en periode fortsatte Cambridge med at udgive bibler med Parris-teksten, men markedets efterspørgsel efter absolut standardisering var nu så stor, at de til sidst tilpassede Blayneys arbejde, men udelod nogle af de idiosynkratiske Oxford-staveringer. I midten af det 19. århundrede var næsten alle udgaver af den autoriserede udgave afledt af Oxford-teksten fra 1769 – i stigende grad uden Blayneys variantnoter og krydshenvisninger, og almindeligvis uden Apokryferne. En undtagelse herfra var et omhyggeligt genoptryk side for side og linje for linje af 1611-udgaven med original stavning (inklusive alle kapiteloverskrifter, marginaltekster og original kursivering, men med romersk skrift i stedet for originalens sorte skrift), som blev udgivet af Oxford i 1833. En anden vigtig undtagelse var Cambridge Paragraph Bible fra 1873, grundigt revideret, moderniseret og genudgivet af F. H. A. Scrivener, som for første gang konsekvent identificerede de kildetekster, der ligger til grund for oversættelsen fra 1611 og dens marginale noter. Scrivener valgte ligesom Blayney at revidere oversættelsen, hvor han mente, at 1611-oversætternes vurdering havde været fejlagtig. I 2005 udgav Cambridge University Press sin New Cambridge Paragraph Bible with Apocrypha, redigeret af David Norton, som fulgte Scriveners ånd og forsøgte at bringe stavemåden op på nutidens standarder. Norton fornyede sig også med indførelsen af anførselstegn, samtidig med at han i en hypotetisk tekst fra 1611 så vidt muligt vendte tilbage til den ordlyd, som dens oversættere anvendte, især i lyset af den fornyede fremhævelse af nogle af deres udkast til dokumenter. Denne tekst er udgivet i paperback af Penguin Books.

Fra begyndelsen af det 19. århundrede er den autoriserede version forblevet næsten fuldstændig uændret – og da den takket være fremskridt i trykteknologien nu kunne fremstilles i meget store oplag til massesalg, fik den fuldstændig dominans i offentlig og kirkelig brug i den engelsktalende protestantiske verden. Den akademiske debat gennem dette århundrede afspejlede imidlertid i stigende grad de bekymringer om den autoriserede version, som nogle lærde delte: (a) at efterfølgende studier i orientalske sprog tydede på et behov for at revidere oversættelsen af den hebraiske bibel – både med hensyn til det specifikke ordforråd og også med hensyn til at skelne beskrivende udtryk fra egennavne; (b) at den autoriserede version var utilfredsstillende, når det gjaldt om at oversætte de samme græske ord og sætninger til forskellige engelske sprog, især når der findes parallelle passager i de synoptiske evangelier; og (c) at i lyset af senere opdagelser af gamle manuskripter kunne man ikke længere betragte oversættelsesgrundlaget for Det Nye Testamente i den græske Textus Receptus som den bedste gengivelse af den oprindelige tekst.

Som svar på disse bekymringer besluttede konventet i Canterbury i 1870 at foretage en revision af teksten i den autoriserede version, idet det havde til hensigt at bevare den oprindelige tekst “undtagen hvor det efter kompetente lærdes mening er nødvendigt at ændre den”. Den resulterende revision blev udgivet som Revised Version i 1881 (men selv om den blev solgt bredt, fandt revisionen ikke populær tilslutning, og det var først modvilligt i 1899, at konvokationen godkendte den til oplæsning i kirkerne.

I begyndelsen af det 20. århundrede var Cambridge-teksten blevet redigeret med mindst 6 nye ændringer siden 1769 og mindst 30 af Oxford-standardlæsningerne blev omvendt. Den særskilte Cambridge-tekst blev trykt i millioner af eksemplarer, og efter Anden Verdenskrig var “KJB”s uforanderlige stabilitet et stort aktiv”.

Den autoriserede version bevarede sin dominans i hele første halvdel af det 20. århundrede. Nye oversættelser i anden halvdel af det 20. århundrede fortrængte dens 250 år lange dominans (ca. 1700 til 1950), men der findes grupper – nogle gange kaldet King James Only-bevægelsen – som har mistillid til alt, hvad der ikke er i overensstemmelse med den autoriserede version.

Læs også, kampe – Pave Martin 5.

Redaktionel kritik

F. H. A. Scrivener og D. Norton har begge skrevet detaljeret om de redaktionelle variationer, der er opstået gennem historien om udgivelsen af den autoriserede version fra 1611 til 1769. I det 19. århundrede var der i realiteten tre hovedvagtværter for teksten. Norton identificerede fem variationer blandt Oxford-, Cambridge- og London-teksterne (Eyre and Spottiswoode) fra 1857, f.eks. stavemåden af “farher” eller “further” i Matthæus 26:39.

I det 20. århundrede blev variationen mellem udgaverne reduceret til at sammenligne Cambridge- og Oxford-udgaverne. De tydeligt identificerede Cambridge-læsninger omfattede “or Sheba”, “vapour” og en række andre henvisninger. Cambridge-udgaven blev i realiteten betragtet som den gældende tekst i forhold til Oxford-udgaven. Det er tilfælde, hvor både Oxford og Cambridge nu har afveget fra Blayneys udgave fra 1769. Forskellene mellem Oxford- og Cambridge-udgaverne har været et vigtigt punkt i debatten om bibelversioner og et potentielt teologisk spørgsmål, især med hensyn til identifikationen af den rene Cambridge-udgave.

Cambridge University Press indførte en ændring i 1 Joh 5:8 i 1985, hvor man vendte sin mangeårige tradition med at trykke ordet “ånd” med små bogstaver og brugte et stort “S”. En pastor Hardin fra Bedford, Pennsylvania, skrev et brev til Cambridge og spurgte om dette vers, og modtog den 3. juni 1985 et svar fra bibeldirektøren Jerry L. Hooper, som indrømmede, at det var “noget pinligt med hensyn til det lille ”s” i ånd”.

Læs også, biografier-da – Alexander Hamilton

Oversættelse

Ligesom Tyndales oversættelse og Genève-bibelen blev den autoriserede version primært oversat fra græske, hebraiske og aramæiske tekster, men med sekundære henvisninger til både den latinske Vulgata og nyere latinske videnskabelige latinske versioner; to af apokryferne blev oversat fra en latinsk kilde. I lighed med Geneve-bibelen blev ord, der var antydet, men som faktisk ikke fandtes i den oprindelige kilde, markeret ved at blive trykt med særskilt skrifttype (om end ikke konsekvent), men ellers afviste oversætterne udtrykkeligt ord for ord-ækvivalering. F. F. Bruce giver et eksempel fra Romerbrevet kapitel 5:

2 ved hvem vi også ved Troen have Adgang til denne Nåde, i hvilken vi ere, og vi glæde os i Håb om Guds Herlighed. 3 og ikke alene dette, men vi rose os også af trængsler, idet vi vide, at trængsler oparbejde tålmodighed:

De engelske udtryk “glæde” og “herlighed” er oversat fra det samme ord καυχώμεθα (kaukhṓmetha) i den græske original. I Tyndale-, Genève- og Bishops” Bibles oversættes begge tilfælde med “glæde”. I Douay-Rheims New Testament oversættes begge tilfælde med “glorie”. Kun i den autoriserede udgave varierer oversættelsen mellem de to vers.

I overensstemmelse med deres instruktioner har oversætterne ikke givet nogen marginal fortolkning af teksten, men på ca. 8.500 steder er der en marginalnote med en alternativ engelsk ordlyd. Størstedelen af disse noter tilbyder en mere bogstavelig gengivelse af originalen, der er introduceret som “Heb”, “Chal” (kaldæisk, der henviser til aramæisk), “Gr” eller “Lat”. Andre angiver en variant af læsningen af kildeteksten (med “eller” som indledning). Nogle af de kommenterede varianter stammer fra alternative udgaver på originalsprogene eller fra alternative former, der er citeret i fædrene. Oftest viser de dog en forskel mellem den bogstavelige læsning på originalsproget og den læsning i oversætternes foretrukne nyere latinske udgaver: Tremellius for Det Gamle Testamente, Junius for Apokryferne og Beza for Det Nye Testamente. På tretten steder i Det Nye Testamente er der en marginalnote, der angiver en variant af læsning, som findes i nogle græske håndskriftskopier; i næsten alle tilfælde er der tale om en tilsvarende tekstnote på samme sted i Bezas udgaver. Nogle få mere omfattende noter præciserer bibelske navne og måleenheder eller valutaenheder. Moderne genoptryk gengiver sjældent disse kommenterede varianter – selv om de findes i New Cambridge Paragraph Bible. Desuden var der oprindeligt ca. 9.000 skriftlige krydshenvisninger, hvor en tekst blev relateret til en anden. Sådanne krydshenvisninger havde længe været almindelige i latinske bibler, og de fleste af dem i den autoriserede version blev kopieret uændret fra denne latinske tradition. Derfor beholdt de tidlige udgaver af KJV mange Vulgata-versreferencer – f.eks. i nummereringen af salmerne. I begyndelsen af hvert kapitel gav oversætterne et kort resumé af dets indhold med versnumre; disse er sjældent medtaget i deres fulde form i moderne udgaver.

I overensstemmelse med deres instruktioner angav oversætterne også “leverede” ord med en anden skrifttype; men der blev ikke gjort noget forsøg på at regulere de tilfælde, hvor denne praksis var blevet anvendt i de forskellige selskaber; og især i Det Nye Testamente blev den anvendt langt mindre hyppigt i 1611-udgaven, end det senere ville blive tilfældet. I ét vers, 1 Joh 2,23, blev en hel sætning trykt med romersk skrift (hvilket indikerer en læsning, der dengang primært stammede fra Vulgata, om end en læsning, for hvilken de senere udgaver af Beza havde tilvejebragt en græsk tekst.

I Det Gamle Testamente gengiver oversætterne tetragrammatonet (YHWH) med “Herren” (i senere udgaver med små bogstaver som LORD) eller “Herren Gud” (for YHWH Elohim, יהוה אלהים), undtagen fire steder med “IEHOVAH”. Hvis Tetragrammatonet imidlertid optræder sammen med det hebraiske ord adonai (Herre), så gengives det ikke som “Herre HERRE”, men som “Herre Gud”. I senere udgaver vises det som “Lord GOD”, med “GOD” med små bogstaver, hvilket angiver for læseren, at Guds navn forekommer på det originale hebraisk.

Til Det Gamle Testamente brugte oversætterne en tekst, der stammer fra Daniel Bombergs udgaver af den hebraiske rabbiniske bibel (1524

Til Det Nye Testamente brugte oversætterne hovedsageligt oversættelserne fra 1598 og 1588

I modsætning til resten af Bibelen identificerede oversætterne af apokryferne deres kildetekster i deres marginale noter. Heraf kan det fastslås, at bøgerne i apokryferne blev oversat fra Septuaginta – primært fra den græske gammeltestamentlige spalte i Antwerp Polyglot – men med omfattende henvisning til den tilsvarende latinske Vulgata-tekst og til Junius” latinske oversættelse. Oversætterne har referencer til Sixtine Septuaginta fra 1587, som i det væsentlige er et tryk af den gammeltestamentlige tekst fra Codex Vaticanus Graecus 1209, og også til den græske Septuaginta-udgave fra 1518 af Aldus Manutius. De havde imidlertid ingen græske tekster til 2 Esdras eller til Manasses” bøn, og Scrivener fandt ud af, at de her brugte et uidentificeret latinsk manuskript.

Oversætterne synes ellers ikke at have foretaget nogen førstehåndsstudier af gamle håndskriftskilder, selv dem, der – som Codex Bezae – ville have været let tilgængelige for dem. Ud over alle tidligere engelske versioner (herunder, og i modsætning til deres instruktioner, som de kritiserede i deres forord), gjorde de bred og eklektisk brug af alle trykte udgaver på originalsprogene, der var tilgængelige på det tidspunkt, herunder det gamle syriske Nye Testamente trykt med en interlineær latinsk gloseliste i Antwerp Polyglot fra 1573. I forordet anerkender oversætterne, at de har konsulteret oversættelser og kommentarer på kaldæisk, hebraisk, syrisk, græsk, latin, spansk, fransk, italiensk og tysk.

Oversætterne tog Bishop”s Bible som deres kildetekst, og når de afveg fra denne til fordel for en anden oversættelse, var det oftest Geneve-bibelen. Det varierer dog meget fra firma til firma, i hvor høj grad læsninger fra Bishop”s Bible overlevede i den endelige tekst til King James-bibelen, ligesom King James-oversætternes tilbøjelighed til selv at udforme deres egne vendinger. John Bois” noter fra General Committee of Review viser, at de diskuterede læsninger, der stammer fra en lang række versioner og patristiske kilder, herunder udtrykkeligt både Henry Saviles udgave af Johannes Chrysostomos” værker fra 1610 og Rheims New Testament, som var den primære kilde til mange af de bogstavelige alternative læsninger, der blev givet i marginalnoterne.

Læs også, biografier-da – Vespasian

Variationer i nyere oversættelser

En række bibelvers i King James-versionen af Det Nye Testamente findes ikke i nyere bibeloversættelser, hvor de er baseret på moderne kritiske tekster. I begyndelsen af det 17. århundrede var de græske kildetekster til Det Nye Testamente, som blev brugt til at fremstille protestantiske bibelversioner, hovedsagelig afhængige af håndskrifter af den sene byzantinske teksttype, og de indeholdt også mindre variationer, som blev kendt som Textus Receptus. Med den efterfølgende identifikation af meget tidligere håndskrifter værdsætter de fleste moderne tekstforskere beviserne fra de håndskrifter, der tilhører den alexandrinske familie, som bedre vidner om de bibelske forfatteres oprindelige tekst, uden at give den eller nogen anden familie automatisk fortrinsret.

Læs også, biografier-da – Gerda Wegener

Stil og kritik

Oversætterne var først og fremmest optaget af at fremstille en passende bibel, som var værdig og velklingende ved offentlig læsning. Selv om den autoriserede versions skriftlige stil er en vigtig del af dens indflydelse på engelsksproget, har forskningen kun fundet ét vers – Hebræerbrevet 13:8 – hvor oversætterne diskuterede ordlydenes litterære fortjenester. Selv om de i forordet erklærede, at de anvendte stilistisk variation og fandt flere engelske ord eller verbalformer på steder, hvor originalsproget anvendte gentagelser, gjorde de i praksis også det modsatte; f.eks. blev 14 forskellige hebraiske ord oversat til det ene engelske ord “prince”.

I en periode med hurtige sproglige forandringer undgik oversætterne at bruge moderne udtryk og valgte i stedet former, der allerede var en smule arkaiske, som f.eks. sandelig og det skete. Pronominerne du

Den autoriserede version er betydeligt mere latiniseret end tidligere engelske versioner, især Genève-bibelen. Dette skyldes til dels akademiske stilistiske præferencer hos en række af oversætterne – flere af dem indrømmede, at de havde det bedre med at skrive på latin end på engelsk – men det var også til dels en konsekvens af det kongelige forbud mod forklarende noter. Hvor Geneve-bibelen kunne bruge et almindeligt engelsk ord og forklare dets særlige anvendelse i en marginalnote, har den autoriserede version derfor en tendens til at foretrække et teknisk udtryk, ofte på anglificeret latin. Selv om kongen havde pålagt oversætterne at bruge Bishops” Bible som grundtekst, skylder især Det Nye Testamente stilistisk set meget til det katolske Rheims New Testament, hvis oversættere også havde været optaget af at finde engelske ækvivalenter til latinsk terminologi. Desuden translittererer oversætterne af bøgerne i Det Nye Testamente navne fra Det Gamle Testamente i deres græske former i stedet for i de former, der ligger tættere på det gammeltestamentlige hebraisk (f.eks. “Elias” og “Noe” for henholdsvis “Elias” og “Noa”).

Mens den autoriserede version stadig er blandt de mest solgte, adskiller moderne kritiske oversættelser af Det Nye Testamente sig væsentligt fra den på en række områder, primært fordi de er baseret på kildehåndskrifter, som ikke var tilgængelige for (eller ikke blev højt anset af) bibelforskere fra det tidlige 17. århundrede. I Det Gamle Testamente er der også mange forskelle i forhold til moderne oversættelser, som ikke er baseret på forskelle i manuskripterne, men på en anden forståelse af oversætternes gamle hebraiske ordforråd eller grammatik. I moderne oversættelser er det f.eks. tydeligt, at Job 28:1-11 hele vejen igennem henviser til minedrift, hvilket slet ikke fremgår af teksten i den autoriserede version.

Læs også, biografier-da – Isaac Newton

Fejloversættelser

King James-versionen indeholder adskillige fejloversættelser, især i Det Gamle Testamente, hvor kendskabet til hebraisk og beslægtede sprog var usikkert på det tidspunkt. Blandt de mest almindeligt citerede fejl er i de hebraiske tekster i Job og Femte Mosebog, hvor hebraisk: רֶאֵם, romanized: Re”em med den sandsynlige betydning “vildokse, urokse”, oversættes i KJV som “enhjørning”; i dette følger Vulgata unicornis og flere middelalderlige rabbiniske kommentatorer. Oversætterne af KJV noterer den alternative gengivelse “rhinocerots” i margenen i Esajas 34:7. På en lignende måde havde Martin Luthers tyske oversættelse også støttet sig til den latinske Vulgata på dette punkt, idet han konsekvent oversatte רֶאֵם ved hjælp af det tyske ord for enhjørning, Einhorn. Ellers har oversætterne ved flere lejligheder fejlagtigt fortolket en hebraisk beskrivende sætning som et egennavn (som i 2 Samuel 1:18, hvor ”Jashers bog” hebraisk: סֵפֶר הַיׇּשׇׁר, romaniseret: sepher ha-yasher henviser ikke til et værk af en forfatter af dette navn, men bør snarere gengives som “den oprejstes bog” (hvilket blev foreslået som en alternativ læsning i en marginalnote til KJV-teksten).

På trods af kongelig støtte og opmuntring var der aldrig noget åbenlyst mandat til at bruge den nye oversættelse. Det var først i 1661, at den autoriserede version erstattede Bishops Bible i Epistle og Gospel lektionerne i Book of Common Prayer, og den erstattede aldrig den ældre oversættelse i Psalteret. I 1763 klagede The Critical Review over, at “mange falske fortolkninger, tvetydige sætninger, forældede ord og uklædelige udtryk … ophidser håneretten hos håneren”. Blayneys version fra 1769, med dens reviderede stavning og tegnsætning, var med til at ændre offentlighedens opfattelse af den autoriserede version til et mesterværk i det engelske sprog. I det 19. århundrede kunne F. W. Faber sige om oversættelsen: “Den lever i øret, som musik, der aldrig kan glemmes, som lyden af kirkeklokker, som den konverterede næppe ved, hvordan han kan undvære”.

Den autoriserede udgave er blevet kaldt “den mest indflydelsesrige udgave af den mest indflydelsesrige bog i verden på det sprog, der nu er det mest indflydelsesrige”, “den vigtigste bog i engelsk religion og kultur” og “den mest berømte bog i den engelsktalende verden”. David Crystal har anslået, at den er ansvarlig for 257 idiomer på engelsk; eksempler herpå er bl.a. feet of clay og reap the whirlwind. Desuden har fremtrædende ateister som Christopher Hitchens og Richard Dawkins rost King James-versionen som henholdsvis “et kæmpe skridt i modningen af den engelske litteratur” og “et stort litterært værk”, og Dawkins tilføjede derefter: “En indfødt engelsksproget person, der aldrig har læst et ord af King James-bibelen, er på grænsen til det barbariske”.

Andre kristne trosretninger har også accepteret King James-versionen. I den ortodokse kirke i Amerika bruges den liturgisk og blev gjort til “den ”officielle” oversættelse for en hel generation af amerikanske ortodokse”. Den senere gudstjenestebog fra det antikokiske ærkebispedømme, der er på mode i dag, bruger også King James-versionen. King James Version er også en af de versioner, der er godkendt til at blive brugt i gudstjenesterne i den episkopale kirke og den anglikanske kommunion, da det er denne kirkes historiske bibel. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bruger fortsat sin egen udgave af den autoriserede version som sin officielle engelske bibel.

Selv om Authorized Version”s forrang i den engelsktalende verden er blevet mindre – for eksempel anbefaler Church of England seks andre versioner ud over den – er den stadig den mest anvendte oversættelse i USA, især som Scofield Reference Bible for Evangelicals. I løbet af de sidste 40 år er den dog gradvist blevet overhalet af moderne versioner, primært New International Version (1973) og New Revised Standard Version (1989).

Den autoriserede version er offentligt tilgængelig i det meste af verden. I Det Forenede Kongerige er retten til at trykke, udgive og distribuere den imidlertid et kongeligt prærogativ, og kronen giver forlagene licens til at reproducere den i henhold til patentbreve. I England, Wales og Nordirland er patentbrevene i hænderne på Queen”s Printer, og i Skotland på Scottish Bible Board. Embedet som Queen”s Printer har været forbundet med retten til at reproducere Bibelen i århundreder, idet den tidligste kendte henvisning stammer fra 1577. I det 18. århundrede blev alle overlevende interesser i monopolet opkøbt af John Baskett. Baskett-rettighederne gik i arv gennem en række trykkerier, og i England, Wales og Nordirland er Queen”s Printer nu Cambridge University Press, som arvede retten, da de overtog firmaet Eyre & Spottiswoode i 1990.

Andre kongelige chartre af lignende oldtid giver Cambridge University Press og Oxford University Press ret til at producere den autoriserede version uafhængigt af dronningens trykkeri. I Skotland udgives den autoriserede version af Collins under licens fra Scottish Bible Board. Betingelserne i patentbrevene forbyder andre end indehaverne eller dem, der er bemyndiget af indehaverne, at trykke, udgive eller importere den autoriserede version til Det Forenede Kongerige. Den beskyttelse, som den autoriserede version og også Book of Common Prayer nyder, er den sidste rest fra den tid, hvor kronen havde monopol på al trykning og udgivelse i Det Forenede Kongerige. Næsten alle bestemmelser, der giver ophavsret i al evighed, blev afskaffet ved Copyright, Designs and Patents Act 1988, men da den autoriserede udgave er beskyttet af kongeligt prærogativ snarere end af ophavsret, vil den fortsat være beskyttet, som det fremgår af CDPA s171(1)(b).

Læs også, historie – Gregorianske kalender

Tilladelse

Cambridge University Press tillader gengivelse af højst 500 vers til “liturgisk og ikke-kommerciel undervisningsbrug”, hvis den foreskrevne kildeangivelse er medtaget, hvis de citerede vers ikke overstiger 25 % af den publikation, der citerer dem, og ikke omfatter en hel bibelbog. For brug ud over dette er pressen villig til at overveje en tilladelse fra sag til sag, og i 2011 sagde en talsmand, at pressen generelt ikke opkræver et gebyr, men forsøger at sikre, at der anvendes en anerkendt kildetekst.

Læs også, biografier-da – Yves Klein

Apokrypha

Oversættelser af de bibelske apokryfer var nødvendige for King James-versionen, da læsninger fra disse bøger indgik i det daglige gammeltestamentlige lektionarium i Book of Common Prayer. Protestantiske bibler i det 16. århundrede inkluderede bøgerne i apokryferne – som regel, i lighed med Luther-bibelen, i et særskilt afsnit mellem Det Gamle og Det Nye Testamente for at angive, at de ikke blev betragtet som en del af teksten i Det Gamle Testamente – og der er beviser for, at de blev læst i stor stil som populær litteratur, især i puritanske kredse; Apokryferne i King James-versionen har de samme 14 bøger som dem, der fandtes i apokryferne i Bishop”s Bible; dog blev de to første bøger i apokryferne i overensstemmelse med praksis i Genève-bibelen omdøbt til 1 Esdras og 2 Esdras i forhold til navnene i de 39 artikler, mens de tilsvarende bøger i Det Gamle Testamente blev omdøbt til Ezra og Nehemias. Fra 1630 blev bind af Geneve-bibelen lejlighedsvis indbundet med siderne i Apokryfeafsnittet udeladt. I 1644 forbød det lange parlament oplæsning af apokryferne i kirkerne, og i 1666 blev de første udgaver af King James-bibelen uden apokryferne indbundet.

Standardiseringen af teksten i den autoriserede udgave efter 1769 og den teknologiske udvikling af stereotypetryk gjorde det muligt at producere bibler i store oplag til meget lave enhedspriser. For kommercielle og velgørende udgivere reducerede udgaver af den autoriserede version uden apokryferne omkostningerne, samtidig med at de havde en øget markedstiltrækningskraft for ikke-anglikanske protestantiske læsere.

Med fremkomsten af bibelselskaberne har de fleste udgaver udeladt hele afsnittet om de apokryfe bøger. Det britiske og udenlandske bibelselskab trak støtten til trykning og udbredelse af Bibelen tilbage i 1826 i henhold til følgende resolution:

At selskabets midler anvendes til trykning og udbredelse af de kanoniske bøger i Skriften, med udelukkelse af de bøger og dele af bøger, der normalt betegnes som apokryfe;

Det amerikanske bibelselskab vedtog en lignende politik. Begge selskaber ændrede til sidst disse politikker i lyset af det 20. århundredes økumeniske bestræbelser på oversættelser, ABS gjorde det i 1964 og BFBS i 1966.

Læs også, historie – Rigsdagen (Det tysk-romerske Rige)

King James Only bevægelse

King James Only-bevægelsen går ind for den overbevisning, at King James-versionen er bedre end alle andre engelske oversættelser af Bibelen. De fleste tilhængere af bevægelsen mener, at Textus Receptus er meget tæt på, hvis ikke identisk med de originale autografer, og at det derfor er den ideelle græske kilde til oversættelsen. De hævder, at manuskripter som Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus, som de fleste moderne engelske oversættelser er baseret på, er korrumperede tekster fra Det Nye Testamente. En af dem, Perry Demopoulos, var leder af oversættelsen af King James-bibelen til russisk. I 2010 blev den russiske oversættelse af KJV af Det Nye Testamente udgivet i Kyiv, Ukraine. I 2017 blev den første komplette udgave af en russisk King James-bibel udgivet. I 2017 blev der også udgivet en færøsk oversættelse af King James-bibelen.

Læs også, biografier-da – Humayun

Citerede værker

Kilder

King James Version
King James Version
^ James acceded to the throne of Scotland as James VI in 1567, and to that of England and Ireland as James I in 1603. The correct style is therefore “James VI and I”.
^ “And now at last, … it being brought unto such a conclusion, as that we have great hope that the Church of England (sic) shall reape good fruit thereby …”[1]
^ Authorized King James Version Bible, su kingjamesbibleonline.org. URL consultato il 25 aprile 2021.
^ Oxford Paravia Italian Dictionary (2020) s. v. «Authorized Version»
Cf. (en) P. Collinson et H. Tomlinson (dir.), The Jacobean religious settlement : the Hampton Court Conference », in Before the English civil war : essays on early Stuart politics and government, Londres, Macmillan, 1983, 222 p. (ISBN 0-333-30898-0), p. 27-52.
Principalement en raison de la commodité de son format (les autres bibles complètes étaient alors de format in-folio). Cf. à ce sujet (en) Benson Bobrick, Wide as the waters : the story of the English Bible and the revolution it inspired, New York, Simon & Schuster, 2001, 379 p. (ISBN 0-684-84747-7, présentation en ligne).
a b c d e et f (en) Michael A. G. Haykin, « “Zeal to promote the common Good” : the story of the King James Bible », sur le site https://founders.org/ (consulté le 27 avril 2018).
D”après la lettre de Jacques Ier à Bancroft, citée dans David Wallechinsky et Irving Wallace, The People”s Almanac, Knopf Doubleday Publishing Group, 1975, 1478 p. (ISBN 978-0-385-04186-7), p. 235.
Wicked Bible – AbeBooks. Abgerufen am 16. März 2021 (englisch).
Fowler Bible Collection: The Wicked Bible (Memento vom 14. Juli 2015 im Internet Archive).