Carl Ritter

gigatos | juni 21, 2023

Resumé

Carl Ritter (7. august 1779 – 28. september 1859) var en tysk geograf. Sammen med Alexander von Humboldt betragtes han som en af grundlæggerne af den moderne geografi. Fra 1825 til sin død besad han den første lærestol i geografi ved Berlins Universitet.

Carl Ritter blev født i Quedlinburg som et af seks børn af en respekteret læge, F. W. Ritter.

Ritters far døde, da han var to år gammel. Da han var fem år gammel, blev han indskrevet i Schnepfenthal Salzmann-skolen, en skole med fokus på studiet af naturen (tilsyneladende påvirket af Jean-Jacques Rousseaus skrifter om børns uddannelse). Denne oplevelse kom til at påvirke Ritter hele livet, da han bevarede en interesse for nye pædagogiske metoder, herunder Johann Heinrich Pestalozzis. Faktisk var meget af Ritters forfatterskab baseret på Pestalozzis tre stadier i undervisningen: tilegnelsen af materialet, den generelle sammenligning af materialet og etableringen af et generelt system.

Efter endt skolegang blev Ritter introduceret til Bethmann Hollweg, en bankmand i Frankfurt. Det blev aftalt, at Ritter skulle være huslærer for Hollwegs børn, men at han i mellemtiden skulle gå på universitetet i Halle på sin mæcen bekostning. Hans pligter som tutor begyndte i 1798 og fortsatte i femten år. Årene 1814-1819, som han tilbragte i Göttingen for stadig at passe sine elever, var de år, hvor han begyndte udelukkende at studere geografi. Det var her, han kurtiserede og giftede sig med Lilli Kramer fra Duderstadt, og det var her, han skrev og udgav de to første bind af sin Erdkunde.

I 1819 blev han professor i historie i Frankfurt, og i 1820 fik han et professorat i historie ved universitetet i Berlin. Ritter fik sin doktorgrad der i 1821 og blev udnævnt til professor extraordinarius i 1825. Han underviste også på en nærliggende militærskole. Han var især interesseret i udforskningen af Afrika og havde konstant kontakt med britiske lærde og videnskabelige kredse som Royal Geographical Society. Han var en af de akademiske lærere for den opdagelsesrejsende Heinrich Barth, som rejste i Nord- og Vestafrika på vegne af den britiske regering for at forhandle traktater, der skulle stoppe slavehandelen over Sahara. Carl Ritter var selv en dedikeret propagandist mod slaveri i Tyskland.

Ritters indflydelse på geografien var især bemærkelsesværdig, fordi han frembragte en ny opfattelse af faget. Efter hans mening:

geografi var en slags fysiologi og komparativ anatomi af jorden: floder, bjerge, gletsjere osv. var så mange forskellige organer, hver med sine egne passende funktioner; og ligesom hans fysiske ramme er grundlaget for mennesket og i vid udstrækning bestemmende for hans liv, så er strukturen i hvert land et ledende element i nationens historiske fremskridt. Jorden er et kosmisk individ med en særlig organisation, et ens sui generis med en progressiv udvikling: Udforskningen af denne jordens individualitet er geografiens opgave.

I 1822 blev Ritter valgt ind i det preussiske videnskabsakademi, og i 1824 blev han korresponderende medlem af Société Asiatique de Paris. I 1828 etablerede han Gesellschaft für Erdkunde zu Berlin (Berlins Geografiske Selskab). Han blev valgt til udenlandsk æresmedlem af American Academy of Arts and Sciences i 1849. I 1856 blev han udnævnt til kurator for det kongelige kartografiske institut i Preussen. Han døde i Berlin i 1859.

I 1865 blev der opstillet et monument for Ritter ved indgangen til Bruehl i Quedlinburg. Huset, hvor han blev født, nummer 15 Steinbrücke, blev revet ned i 1955. Der er yderligere et monument ved Mummental-skolen til ære for både Ritter og hans lærer Johann Christoph Friedrich Guts-Muths. Ritter Range i Californien er opkaldt efter ham.

Det store arbejde

Carl Ritters mesterværk i 19 dele (21 bind), “Erdkunde im Verhältnis zur Natur und zur Geschichte des Menschen oder allgemeine, vergleichende Geographie, als sichere Grundlage des Studiums und Unterricts in physicalischen und historischen Wissenschaften”, er et af de mest omfattende værker inden for geografisk litteratur skrevet af en enkelt forfatter. De to første bind blev udgivet af G. Reimer i henholdsvis 1817 og 1818, hvorefter det tredje bind først blev udgivet i 1822. I denne periode skrev og udgav Ritter “Vorhalle der europäischen Völkergeschichte vor Herodotus um den Kaukasus und um die Gestade des Pontus, eine Abhandlung zur Altertumskunde”, som markerede Ritters interesse for Indien. Det skulle også fungere som en overgang til et tredje bind af “Erdkunde”, der først udkom i 1835.

I alt havde Ritter til hensigt at skrive en altomfattende geografi, der spænder over hele kloden. Hans værk skulle bestå af tre dele:

1. Den faste form eller kontinenterne

2. Den flydende form eller elementerne

3. Kroppene i de tre naturriger

Første del var at gennemgå klodens kontinenter fra den “gamle verden” til den “nye verden”. Den dynamik mellem gammelt og nyt, der foreslås her, svarer ikke til nutidige forestillinger, men refererer snarere til udviklingen af menneskelig aktivitet på planeten, som Ritter forstod den. Som Hanno Beck bemærker, er “de mest ekstreme dele af verden, efter Ritters mening i nord, syd og øst, i praksis lige så meget en del af den nye verden som Amerika”. På grund af projektets kolossale omfang nåede Ritter aldrig at færdiggøre det, men det sidste afsnit i den første del skulle have sluttet med at opsummere hvert kontinent og dets “hovedformer og dets virkninger på naturen og historien: dette skulle opnås i en kort form og bruges som et bidrag til en undersøgelse af den “store helhed”.

Anden del skulle omhandle de flydende former; med dette mente man vand, luft og ild. Disse elementer svarer omtrent til studierne af hydrografi, meteorologi, klimatologi samt vulkanologi. Også denne del skulle undersøges inden for rammerne af hele systemet.

Den sidste del af det foreslåede værk skulle være dedikeret til det organiske livs forhold til geografi og historie. En del af Ritters tilgang til geografi var at identificere forholdet mellem de variabler, der var på spil. Han var især interesseret i udviklingen af disse relationer over tid, og hvordan deres bestanddele (dyr og jord) bidrog til denne udvikling. Ritter lånte begrebet “organisk enhed”, som Alexander von Humboldt brugte, og gik videre og sagde, at en geografi simpelthen ikke er mulig uden det.

Metodologi

Ritter anvendte en induktiv metode, der bestod i at indsamle store mængder information og materiale og skabe teorier ud fra disse tekster. Denne forskningsstil blev meget kritiseret af hans samtidige. August Wilhelm Schlegel beklager sig i et brev til Johannes Schulze over, at “Det er faktisk på høje tid, at studierne af indiske monumenter bliver gjort seriøse. Det er på mode i Tyskland at sige sin mening om det uden at kende sproget, hvilket fører til afveje. Vi ser et sørgeligt eksempel på dette i “Vorhalle” af den ellers ansete Ritter.” Da Ritter forberedte sig på sin rejse til Asien, blev kilderne endnu flere, og det forværrede det problem, Schlegel havde rejst.

Som en konsekvens af sine induktive forskningsmetoder var Ritter i stigende grad interesseret i at observere planeten som en organisme bestående af geografiske individer. I indledningen til “Geografi” siger han: “Således repræsenterer de store kontinenter et overblik over så mange mere eller mindre adskilte helheder, som vi her betragter som de store individer på jorden i almindelighed.” Først efter at have identificeret jordens individer og derefter beskrevet dem gennem omfattende forskning, kunne Ritter forestille sig en helhed, hvis helhed er større end summen af dens dele.

Ritter belyser udviklingen af et geografisk individ og stræber efter at etablere et naturgeografisk system. Han sammenlignede geografi med sprogteori eller filosofi og mente, at det var nødvendigt at forstå hvert “Erdgegend” (område af jorden) og dets karakteristiske fremtræden og naturlige forhold uden at stole på det absolutte arbejde med ren beskrivelse og klassificering. Ved at opdele jorden i “Erdgegende” har han udviklet en teori om områder, som han betragter som uundværlig for geografiske undersøgelser. Desuden mente Ritter, at områder eksisterede a priori og blev dannet af mennesker.

Ved at opbygge en geografisk teori omkring området kunne Ritter lave det komparative arbejde, han ville forsøge at gøre i konklusionen på sit store værk. Ved at fremhæve områdets betydning undersøgte han derefter de enkelte lokaliteters særegenheder og huskede selvfølgelig at afspejle det organiske livs, hovedsageligt menneskets, indvirkning på den pågældende lokalitet. Når denne proces var afsluttet, kunne man bruge den sidste komponent i Ritters metode, nemlig sammenligningen.

Den rigdom af viden, man ønskede at opnå, skulle tjene som et fundament for sammenligninger mellem de undersøgte lokaliteter eller områder. Denne viden ville have gjort det muligt at skabe en “ren videnskab” ud af den omfattende forskning. I Ritters forståelse af området ligger Guds rolle i skabelsen af det. Han mente, at jordens form fungerede som en måde for Gud at tale med mennesker på, så hans vilje kunne ske. Guds vilje var udviklingen og opfyldelsen af de skabte områder.

Arbejdets format

På tidspunktet for sin død havde Ritter produceret en forbløffende mængde geografisk litteratur, der alene var indeholdt i hans “Erdkunde”. Det drejer sig om 21 bind bestående af 19 dele, som groft kan inddeles i 6 sektioner

1. Afrika (I) 1822

2. Østasien (II-VI) 1818-1836

3. Vestasien (VII-XI) 1837-1844

4. Arabien (XII-XIII) 1846-1847

5. Sinai-halvøen (XIV-XVII) 1847-1848

6. Lilleasien (XVIII-XIX) 1850-1852

Ritters mesterværk, 19-bindsværket Die Erdkunde im Verhältniss zur Natur und zur Geschichte des Menschen (Geografi i forhold til naturen og menneskehedens historie), skrevet 1816-1859, udviklede i umådelig lang tid temaet om det fysiske miljøs indflydelse på menneskelig aktivitet. Det er en encyklopædi af geografisk lærdom. Ritter udfoldede og etablerede behandlingen af geografi som et studie og en videnskab. Hans behandling blev godkendt og overtaget af alle geografer.

Første bind af Die Erdkunde blev færdiggjort i Berlin i 1816, og en del af det blev udgivet året efter. Hele det første bind udkom først i 1832, og de følgende bind blev udgivet i hurtig rækkefølge. Die Erdkunde var ufuldstændig ved Ritters død og dækkede kun Asien og Afrika.

Mange af Ritters skrifter blev trykt i Monatsberichte fra Berlin Geographical Society og i Zeitschrift für allgemeine Erdkunde. Hans Geschichte der Erdkunde und der Entdeckungen (1861), Allgemeine Erdkunde (1862) og Europa (1863) blev udgivet posthumt. Nogle af hans værker er blevet oversat til engelsk af W.L. Gage: Comparative Geography (1865) og The Comparative Geography of Palestine and the Sinaitic Peninsula (1866).

Kilder

1. Carl Ritter
2. Carl Ritter
3. ^ Browning, Peter (1986) Place Names of the Sierra Nevada. Berkeley: Wilderness Press. p. 183.
4. ^ a b c d Beck, Hanno (1979). Carl Ritter Genius of Geography: On his Life and Work. Berlin: Dietrich Reimer Verlag. pp. 75–113. ISBN 3-496-00118-6.
5. ^ Ritter, Carl (1852). Einletinung zu allgeimeinen vergleichenden Georgaphie, und Abhandlungen zu Begründung einer mehr wissenschaftlichen Behandlung der Erdkunde. Carl Ritter Genius of Geography: On His Life and Work. Berlin. pp. 10–15.
6. ^ a b c d e Schmitthenner, Heinrich (1951). Studien Über Carl Ritter. Frankfurt a.M.: Verlag Dr. Waldemar Kramer. pp. 40–71.
7. Hans-Hartmut Schauer, Quedlinburg – Fachwerkstadt, weltkulturerbe, Verlag Bauwesen Berlin 1999, ISBN 3-345-00676-6, Seite 20
8. Hans-Dietrich Schultz: „Heldengeschichten“ oder: Wer hat die Geographie (neu) begründet, Alexander von Humboldt oder Carl Ritter? In: Bernhard Nitz, Hans-Dietrich Schultz, Marlies Schulz (Hrsg.): 1810–2010: 200 Jahre Geographie in Berlin (= Berliner Geographische Arbeiten, 115). Berlin 2010, S. 1–45, hier S. 18
9. Sascha Leufke (Autor), Michael Hemmer, Gabriele Schrüfer, Jan Christoph Schubert (Hrsg.): Klimazonen im Geographieunterricht – Fachliche Vorstellungen und Schülervorstellungen im Vergleich in Münsteraner Arbeiten zur Geographiedidaktik, Band 02, 2011, PDF. S. 13–14.
10. Jürgen Osterhammel, De metamorfose van de wereld, 2022, p. 861-862
11. ^ [a b] SNAC, SNAC Ark-ID: w6765nrp, omnämnd som: Carl Ritter, läs online, läst: 9 oktober 2017.[källa från Wikidata]